Borgernes muligheder for at anmelde rotter
Der kan foretages rotteanmeldelser døgnet rundt via kommunens hjemmeside. Borgere, der anmelder rotter, får normalt besøg af rottebekæmperen senest første hverdag efter anmeldelse. Ved anmeldelse af rotter i beboelse eller på institutioner, fødevarevirksomheder og lignende rykker kommunen ud hurtigst muligt og som udgangspunkt samme dag, som anmeldelsen modtages. Med denne service sikrer vi, at der hurtigt bliver taget hånd om rotteproblemet.
Kloakrotter
Rødovre Kommune råder over mekaniske fælder til brug i kloakken. Disse kloakfælder benyttes i områder, hvor der viser sig generelle problemer med kloakrotter og hvor der samtidig er sikret med rottespærrer. Samtidig med bekæmpelsen bør eventuelle fejl på kloakken udbedres af grundejere/boligselskaber. Hvis der er afgrænsede kloaksystemer i boligselskaber eller grundejerforeninger, som kan sikres med rottespærrer, kan kloakfælder bruges til at rydde systemet bag ved rottespærren.
Der er gennemført en række områdebekæmpelser, hvor grundejere eller boligselskaber har sikret kloakken med rottespærrer, og vi har bekæmpet med kloakfælder.
Kommune vil fortsat foretage målrettet bekæmpelse i kloakken og håndhæve udbedring af defekte kloakker. Da det er intakte kloakker, der giver den bedste sikring mod kloakrelaterede rotteanmeldelser, vil der fortsat være fokus på, at grundejerne er bekendt med deres ansvar vedrørende vedligeholdelse af den private kloakledning og brønde. Dette foregår blandt andet i forbindelse med bekæmpelsen, men sker også ved information på kommunens hjemmeside www.rk.dk. Når vi finder kloakbrud i forbindelse med bekæmpelsen, bliver der meddelt påbud om udbedring af de defekte kloakker til grundejer. I den seneste planperiode er der fundet omkring 325 kloakbrud (109 i 2022, 120 i 2023, 95 per den 19. september 2024).
Rødovre Kommune har opsat rottespærrer på offentlige og private skoler, plejehjem og daginstitutioner. Dermed lever Rødovre Kommune op til kravene i rottebekendtgørelsen.
Rødovre Kommune samarbejder med HOFOR (Hovedstadsområdets Forsyningsselskab) om ledningsrenovering, kloakbrud m.m. Rødovre Kommune gør HOFOR opmærksomme på kloakbrud på deres ledninger, når vores rottebekæmper finder nogle i forbindelse med det daglige arbejde. På den måde kan HOFOR hurtigst muligt få repareret deres kloak. Det samme gør sig gældende hvis Rødovre Kommune har mistanke om døde ledninger fra HOFOR’s ledninger.
Brug af gift i den kommunale rottebekæmpelse
I Rødovre Kommune er der fokus på at anvende gift til bekæmpelse af rotter så hensigtsmæssigt som muligt af hensyn til miljøet, og for at mindske risikoen for resistensudvikling. Ved at bruge kloakfælder kan vi foretage kloakrottebekæmpelse på en miljøansvarlig måde, ligesom der ikke anvendes gift til bekæmpelse af rotter i kloakken.
Der anvendes fortsat gift til bekæmpelse af rotter over jorden i Rødovre. Her er der fokus på, at al giftudlægning foretages på den mest forsvarlige måde med de mængder, der er nødvendige og altid med opfølgende besøg, indtil rotteforekomsten vurderes bekæmpet.
Kommunen skal sikre, at al bekæmpelse med gift henholder sig til resistensstrategien: Der skal altid anvendes den svagest mulige gift. Rotter kan udvikle resistens mod gift, men de gifttyper, der er til rådighed, giver mulighed for at bekæmpe resistente rotter med stærkere gifte, som de endnu ikke er resistente overfor. Denne strategi kræver, at man altid bekæmper med det mildeste giftstof først, så man altid har stærkere gifte tilbage, hvis der bliver behov for det.
Brug af andre typer bekæmpelse
Teknisk Forvaltning råder over 30 mekaniske fælder til brug på overfladen. Fælderne drives af en CO2-patron. De bruges til bekæmpelse, hvor der har været problemer med rotter over længere tid (som f.eks. visse steder i Kærene, Brandholms Alle ved Roskildevej og Rødovre Station).
Forebyggelse af rotter
Forebyggelse af rotter og vejledning af borgere og virksomheder hænger nøje sammen. Vi har fokus på vejledning direkte i forbindelse med bekæmpelsen. Vejledning er primært rettet mod specifikke problemer i forhold til den enkelte bekæmpelse. På vores hjemmeside www.rk.dk har vi materiale omkring forebyggelse af rotter, hvor man kan blive inspireret til, hvordan man bedst forebygger rotter på sin ejendom. Her kan man bl.a. læse om, hvordan man fodrer fugle uden at invitere rotter med til bords.
Rotter har som tidligere nævnt brug for tre ting for at leve i et område: Mad, vand og et tørt redested. Man kan som grundejer forebygge, at rotter slår sig ned ved at sørge for, at disse ting ikke er til stede i omgivelserne.
Mulighed for privat bekæmpelse
Det er muligt for skadedyrsfirmaer at oprette sikringsordninger med firmaer eller grundejere. Dette drejer sig om ejendomme, hvor forekomsten af rotter er særligt problematiske, fx fødevarevirksomheder. I disse sikringsordninger varetages forebyggelse og bekæmpelse af en professionel rottebekæmper med en såkaldt R1-autorisation. En R1-autorisation giver mulighed for at drive erhvervsmæssig rottebekæmpelse.
Det er muligt at varetage bekæmpelsen af rotter på egen ejendom. Forudsætningen for dette er en ny autorisation, der kan gives til personer, som bruger en væsentlig tid i sit arbejde på rottebekæmpelse. Denne autorisation hedder R2. Autorisationen er bl.a. tiltænkt landbruget. I Rødovre Kommune vil det primært være interessant for boligselskaber eller meget store virksomheder.
Privat bekæmpelse
Rødovre Kommune tillader privat bekæmpelse for autoriserede rottebekæmpere inden for kommunens grænser. Bekæmpelsen skal følge den til en hver tid gældende rottebekendtgørelse, vejledning fra Miljøstyrelsen, samt Rødovre Kommunes egne retningslinjer for bekæmpelse. Bekæmpelse kan kun foretages af personer, der har opnået en R1- eller R2-autorisation. Privat bekæmpelse kan først påbegyndes, når den autoriserede bekæmper skriftligt har underrettet Rødovre Kommune om bekæmpelsen på den pågældende ejendom. Der er ikke nogen, der har opnået eller rettet henvendelse om R2-autorisation i Rødovre Kommune.
Bekæmpelse på privat ejendom skal som minimum overholde følgende retningslinjer:
- Ved bekæmpelse indendørs skal der anvendes smækfælder. Hvis det er relevant, kan der benyttes rottehund og luftpistol.
- Ved bekæmpelse udendørs kan der anvendes gift, opsat i særligt indrettede og aflåste kasser. Der kan også anvendes smækfælder, så længe de er placeret på en sådan måde, at mennesker, kæledyr, fugle m.m. er afskærmet fra fælderne.
- Der skal foretages en skriftlig registrering af bekæmpelsen, som er tilgængelig for grundejer. Registreringen skal sendes til Rødovre Kommune efter endt bekæmpelse. Hvis kommunen forlanger det, skal registreringen udleveres i løbet af en igangværende bekæmpelse. Registreringen skal indeholde logbog over besøg, igangsatte tiltag, vejledning om forebyggelse til grundejer, antal fælder og/eller giftdepoter, eventuel giftmængde, antal fangede rotter, samt hvad der er årsagen til rottetilholdet.
- Der skal foretages røgprøve, hvis der er mistanke om, at rotterne stammer fra defekte kloakker eller brønde. Rødovre Kommune skal underrettes om fund af defekte kloakker eller brønde.
Rødovre Kommune fører tilsyn med privat bekæmpelse ved stikprøvekontrol.