Kæmpe-bjørneklo

Kæmpe-bjørneklo er en invasiv plante, som kan sprede sig hurtigt og være skadelig ved berøring. Hvis du ser planten i Rødovre, er det vigtigt, at den bliver registreret og bekæmpet sikkert.

Har du set kæmpe-bjørneklo i Rødovre Kommune?

Hvis du har set kæmpe-bjørneklo i Rødovre Kommune opfordrer vi dig til at oplyse Teknisk Forvaltning om, hvor du har set planterne. Det kan ske ved at henvende sig til Teknisk Forvaltning, tlf. 36 37 70 00.

Kæmpe-bjørneklo – en plante kan blive til 10.000 nye planter

Kæmpe-Bjørneklo er en indført plante, der ingen naturlige fjender har i den danske natur. Bjørneklo spreder sig i høje bestande, der fortrænger al anden vegetation. Kæmpe-bjørneklo udkonkurrerer således den naturlige vegetation i området. Dertil kommer, at dens plantesaft i kombination med sollys er giftig og kan fremkalde brandsårslignende sår.

Hvordan ser kæmpe-bjørneklo ud?

Kæmpe-bjørneklo kan blive 2-4 m høj - nogle gange endnu højere. Stænglen kan være op til 10 cm tyk og er stivhåret med røde pletter. Grundbladene er store og saftigt grønne, ofte meterlange og fjersnitdelte. Blomsterne er små og hvide og sidder i store skærme, den midterste skærm kan være over en halv meter i diameter. Frugterne er 9-15 mm og flade med brune oliekanaler. Planten lugter svagt kemisk - nogle sammenligner lugten med blyakkumulatorer.

Kæmpe-bjørneklo på offentlige arealer

Kommunen forsøger at holde kæmpe-bjørnekloen i ave på de kommunale arealer. Kommunen er meget glad for samarbejdet med den frivillige Bjørnebande, som er en undergruppe til Agenda 21-gruppen i Rødovre. Bjørnebanden har bekæmpet kæmpe-bjørneklo siden 2003, og deltagerne er gode til at holde øje med de mindre kolonier og fjerne eller anmelde planter, som kommunen måtte have overset.

Rødovre Kommune tager desuden kontakt til de offentlige myndigheder, der har ansvaret for andre offentlige arealer i eller op til Rødovre, hvis der registreres kæmpe-bjørneklo på deres arealer. Det skal forhindre, at der blæser nye frø ind i Rødovre Kommune.

Kæmpe-bjørneklo på private grunde

Rødovre Kommune kontakter grundejerne, hvis der registreres kæmpe-bjørneklo på private grunde, og i flere tilfælde har grundejerne taget imod Bjørnebandens tilbud om hjælp til bekæmpelsen.

Hvad kan jeg gøre?

Hvis du har set kæmpe-bjørneklo i kommunen opfordrer vi dig til at oplyse Teknisk Forvaltning om, hvor du har set planterne. Det kan ske ved at henvende sig til Teknisk Forvaltning, tlf. 36 37 70 00. Har du lyst til at høre mere om Bjørnebanden eller være med i Bjørnebanden, så kontakt ligeledes Teknisk Forvaltning.

Hvis du har kæmpe-bjørneklo på din grund er det muligt selv at bekæmpe planten. Der findes flere forskellige metoder til at bekæmpe kæmpe-bjørneklo. Hvilken metode man bør vælge afhænger blandt andet af, hvor mange planter der findes i et givent område. Du kan læse mere om bekæmpelse af planten i pjecen fra Hovedstadsområdets Vandsamarbejde “Kæmpe-bjørneklo - Smuk, men farlig”, som kan fås i Teknisk Forvaltning.

For at beskytte sig mod kæmpe-bjørnekloens giftige plantesaft er det sikrest at udføre bekæmpelsen, når det er overskyet. Samtidig er det vigtigt at undgå enhver form for hudkontakt med planterne, for eksempel ved at anvende tætte handsker og vandtæt tøj. Du er velkommen til at kontakte Teknisk Forvaltning for at få gode råd om, hvordan du kan blive planten kvit på en sikker måde.

Bjørnebanden

Vil du være med til at bekæmpe Kæmpe-bjørneklo i Rødovre? Bjørnebanden er en gruppe frivillige, der arbejder sammen om at bekæmpe bjørneklo. Læs om Bjørnebanden her.

Kæmpe Bjørneklo
Borger

Skriv sikkert

For at sende personfølsom/fortroligt post til Rødovre Kommune skal du benytte dit MitID

Skriv personfølsomt post - Miljø

Virksomhed

Skriv sikkert

For at sende personfølsom/fortroligt post til Rødovre Kommune skal du benytte dit MitID

Skriv personfølsomt post - Miljø (Virk)

Kontakt os

Teknisk Forvaltning
Tæbyvej 77
2610 Rødovre
Telefon: 3637 7000

Tidsbestilling

Du kan bestille tid i Borgerservice her eller ved at ringe til Rødovre Kommunes kontaktcenter på telefon 36 37 70 00.

Bestil tid i Borgerservice