Udvælgelseskriterier
Hvert år lægges der en række kriterier til grund for, hvilke anlægsprojekter der prioriteres i den kommende ansøgningsrunde. Som eksempel kan der det ene år fokuseres på børn og unge, mens fokus et andet år kan være på ældre eller eliteidræt. Fælles for kriterierne er, at de er i tråd med Rødovre Kommunes idrætspolitik.
Med udgangspunkt i drøftelserne fra Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 12. november foreslås følgende kriterier (uprioriteret) for processen for anlægsinvesteringer i 2026:
- Anlægsprojekter, der optimerer og forbedrer nuværende faciliteter.
- Anlægsprojekter, der fremstår modne og klar til at blive realiseret.
Det første kriterie bunder i ønsket om at optimere og forbedre eksisterende faciliteter. Dette kan omfatte udvidelse eller modernisering af faciliteter for at øge deres kapacitet, funktionalitet eller tilgængelighed. Fokus vil være på at forbedre udnyttelsen af eksisterende, således at faciliteterne kan betjene flere brugere eller imødekomme nye behov. Projekter, der demonstrerer konkrete forbedringer i forhold til energieffektivitet, brugervenlighed eller tilgængelighed vil således blive vægtet positivt.
Det andet kriterie bunder i ønsket om at få eksekveret anlægsprojekter besluttet i budget 2026 hurtigst muligt, hvorfor projekter, der ikke medfører behov for foranalyser mv. vil vægtes højere. Således prioriteres de projekter, som fremstår gennemarbejdede og hvor fx priser og tegninger er indhentet.
Udover ovenstående kriterier ses der positivt på de projekter, som er bæredygtige, multifunktionelle, øger kapaciteten og hvor flere foreninger eller aktører kan samarbejde om brugen af faciliteten, jf. målene i idrætspolitikken.
Alle indsendte projektforslag analyseres og vurderes på baggrund af de vedtagne kriterier. Med udgangspunkt i disse kategoriseres projektforslagene enten som højt behov, mellem behov eller lavt behov.