Legater

Er du ung under uddannelse eller kronisk syg/invalid, kan du en gang om året søge legat fra en fond, som Rødovre Kommune administrerer.

Borgmester Gustav Jensen og hustrus legat

Rødovre Kommune administrerer ’Fonden Rødovre Kommunes mindelegat for Danmarks befrielse den 5. maj 1945 og Borgmester Gustav Jensen og hustrus legat til unge menneskers uddannelse samt kronisk syge og invalider’, som uddeler legater én gang årligt. 

Hvem kan søge et legat?

Fonden uddeler legater til to formål:

Unge under uddannelse
For at komme i betragtning til et legat, skal du være under uddannelse. Desuden skal du enten selv bo i Rødovre eller have forældre eller værger, der bor i Rødovre.

Kronisk syge og invalider
For at komme i betragtning til et legat, skal du kunne dokumentere at du er kronisk syg eller invalid, og du skal bo i Rødovre.

Hvordan søger man?

Du skal udfylde den elektroniske ansøgningsblanket, som er tilgængelig her på siden i de ca. 5 uger, hvor der er åbent for søgning. Det er vigtigt, at du husker at vedhæfte relevant dokumentation.

Hvis ikke du har mulighed for at udfylde den elektroniske ansøgningsblanket, kan du få en papirudgave ved henvendelse i Borgerservice. Hvis du vil indsende ansøgningen digitalt, skal det ske med sikker post, f.eks. via din e-boks. 

Du kan også sende din ansøgning med almindelig post til: Rødovre Kommune, Stab for Politik, Strategi og Digitalisering, Rødovre Parkvej 150, 2610 Rødovre – eller selv aflevere den på rådhuset. 

Frister

Legaterne uddeles én gang om året.

I år er ansøgningsfristen fredag den 23. oktober 2026.

Hvis din ansøgning imødekommes, får du besked i din e-Boks i december 2026, hvorefter legatet udbetales. Udbetalingen foregår ved overførsel til din NemKonto.

I 2026 er ansøgningsperioden fra den 21. september til den 23. oktober. Ansøgninger modtaget før og efter den angivne dato tages ikke i betragtning.

Ansøgningsskema bliver tilgængeligt her på siden.

Skatteregler

Legat til unge under uddannelse er skattefrit, hvis det anvendes til studierejser i udlandet, Færøerne eller Grønland, så længe du bruger legatet til dækning af sædvanlige udgifter til rejser mellem Danmark og studiestedet, og sædvanlige meromkostninger ved opholdet på studiestedet. Der er også skattefrihed for den del af legatet, der dækker dokumenterede udgifter til undervisning og anden betaling til studiestedet.

Legat til unge under uddannelse, som ikke anvendes til studierejser i udlandet, Færøerne eller Grønland er ikke skattefrit.

Du kan læse mere om skattereglerne på SKATs hjemmeside.

Legater til kronisk syge og invalider er omfattet af Ligningslovens §7, nr. 22, og dermed skattefrie, så længe beløbet ikke overstiger 15.900 kr. (2023 niveau).

I forbindelse med udbetaling af legaterne bliver skattepligtige beløb indberettet til SKAT som B-indkomst for legatmodtageren.

Hvis du modtager offentlige ydelser, f.eks. boligstøtte, kan et skattepligtigt legat få betydning for størrelsen af din boligstøtte. Læs mere herom på borger.dk. 

Hvor meget kan man søge?

Størrelsen af legaterne er forskellig fra år til år. Beløbet afhænger af det afkast der er til uddeling samt antallet af ansøgere det pågældende år. Beløbene fastsættes hvert år af Fondsbestyrelsen.

Eksempelvis blev der i 2025 uddelt i alt 80.400 kr. til 20 ansøgere. Otte legater á 3.300 kr. til kronisk syge og invalider og 12 legater á 4.500 kr. til unge under uddannelse.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at skrive til os via digital post. Husk at anføre Legat i emnefeltet.

Kontakt os

Rødovre Rådhus
Rødovre Parkvej 150
2610 Rødovre
Telefon: 3637 7000

Tidsbestilling

Du kan bestille tid i Borgerservice her eller ved at ringe til Rødovre Kommunes kontaktcenter på telefon 36 37 70 00.

Bestil tid i Borgerservice