Hvad er formålet med støtten?
- At støtte dig i at vedligeholde dine færdigheder ved at inddrage dig i aktiviteten under hensyn til dine evner og kræfter.
- At støtte dig i at varetage rengøring af dit hjem, så dit hjem holdes rent.
Hvad kan støtten omfatte?
I Rødovre Kommune kan du få rengøring hver anden uge. Hjælp til rengøring gives til hvad der svarer til en 2- værelses lejlighed eller maksimalt 67 m2 bolig. Kvadratmeterne skal i udgangspunktet dække et køkken, et toilet, et soveværelse, en stue og en gang.
Der er tre niveauer af rengøring i Rødovre Kommune: Let, moderat og svær.
Let: Omfatter støvsugning og gulvvask inkl. dørmåtte og evt. indvendig trappe samt rengøring af ydre toiletkumme.
Moderat: Omfatter det samme som i niveau let samt rengøring af hele toiletkummen inkl. evt. toiletforhøjer. Støvsugning af dagligt benyttede møbler hver fjerde uge.
Svær: Omfatter det samme som i niveau moderat samt rengøring af bad, håndvask, spejl, aftørring af støv i nåhøjde og vask ved affaldsspand, rengøring af køkkenbord og køkkenvask. Endvidere rengøring af eventuelle hjælpemidler i boligen og rengøring af hårde hvidevarer ca. hver 3. måned.
Rengøring kan endvidere bestå af:
- Skift af sengelinned
- Fjernelse af affald
De specifikke aktiviteter rengøringen kan omfatte for dig, afhænger af, hvad du ikke selv eller kun meget vanskeligt selv kan varetage.
Hovedrengøring:
Når du har modtaget hjælp til rengøring i ét år, vil du få tilbudt hjælp til en ekstra grundig rengøring. Det kan være en grundig rengøring af gulve, afvaskning af døre, karme, paneler, vindueskarme, sprosser og rammer. Det kan også være rengøring af hjælpemidler, rengøring af køkkenskabe ud- og indvendigt, grundigere rengøring af badeværelse, støvsugning af møbler, rengøring af lofter for støv. De konkrete opgaver aftales i samarbejde mellem dig og hjælperen.
Hvad skal du være opmærksom på?
- Der foretages rengøring på områder, hvor hjælperen kan komme til. Hjælperen må ikke flytte på møbler eller tunge genstande.
- Hjælperen må kun foretage opgaver i “nåhøjde”.
- Hjælperen må ikke nedtage eller opsætte gardiner.
- Hvis du bor sammen med andre, forventes det, at de varetager enten hele eller dele af rengøringen.
- Der skal være adgang til din seng fra tre sider for at hjælperen kan skifte lagen.
Hvad skal du selv sørge for?
- En støvsuger med teleskopskaft og pose. Støvsugeren må ikke veje mere end 8 kilo, og det skal være muligt at skrue op og ned for sugeevnen. Hvis du har indvendige trapper, skal der være støvsuger på hver etage og gerne en håndstøvsuger til trappen.
- En fladmoppe til gulvvask, der er omkring 30 cm lang, som har en knap, der får moppen til at klappe sammen. Vandet skal kunne trykkes ud af kluden i den dertil indrettede `kurv` på spanden.
- En toiletbørste med langt skaft.
- Støveklud eller børste.
- De klude vi skal bruge til rengøring skal være rene, for at vi kan gøre dit hjem rent med dem.
- Neutrale rengøringsmidler. Vi gør kun rent med rengøringsmidler, der er uden parfume, miljømærket og ikke er på sprayflasker.
- Eventuel oprydning inden rengøring kan iværksættes. Du skal selv afholde eventuelle udgifter, der kan være i forbindelse med hovedrengøring og oprydning.
Hvor ofte kan du få støtte?
- Støtten levereres som udgangspunkt hver anden uge.