Kvalitetsstandarder - Forebyggende hjemmebesøg

Forebyggende hjemmebesøg er et gratis tilbud til ældre borgere, der har behov for støtte, vejledning og dialog om trivsel, sundhed og hverdagsliv. Formålet er at styrke tryghed, selvhjulpenhed og forebygge ensomhed og funktionstab.

Afdækning af behov for støtte og vejledning for ældre borgere.

Formålet med forebyggende hjemmebesøg er at øge borgerens tryghed og at støtte borgeren i fortsat at klare hverdagen selv.

Formålet med forebyggende hjemmebesøg til borgere, der bor alene, er at opspore og forebygge ensomhed i de år, hvor mange er i risiko for at opleve ensomhed, eksempelvis som følge af overgangen fra arbejde til pension. Derudover er formålet at styrke opsporingen af ældre, som er i risiko for nedsat social, psykisk og fysisk funktionsevne, og som ikke har en nærtstående i dagligdagen, som kan bistå dem.

Tilbud om forebyggende hjemmebesøg gives fast til alle borgere, som ikke er i kontakt med hjemmeplejen, eller kun modtager praktisk hjælp:

  • det år borgere, der bor alene, fylder 70 år
  • det år borger fylder 75 år
  • det år borger fylder 80 år
  • hvert år fra det år borger fylder 82 år

Ud over de faste besøg tilbydes forebyggende hjemmebesøg til borgere i alderen 65 år og op efter, som er i særlig risiko for nedsat social, psykisk og fysisk funktionsevne eller efter ægtefælle eller samlevers dødsfald. Tilbud i tilknytning til dødsfald gives ca. seks uger efter dødsfaldet. 

Ydelsen består af besøg af og samtale med forebyggende sygeplejerske. Samtalen drejer sig om det, der optager den enkelte i hverdagen. Det kan f.eks. være trivsel, sundhed, socialt netværk boligsituation, og tanker om fremtiden. Under besøget kan sygeplejersken give råd og vejledning bl.a. om aktiviteter og støttemuligheder.

De forebyggende sygeplejersker vil tilbyde ekstra besøg ved behov, ud fra en faglig vurdering.

Ydelsen er tidsafgrænset og varer som udgangspunkt 60-90 minutter.

Ydelsen gives ud fra Lov om Social Service § 79.A  og desuden ud fra en faglig individuelle vurdering i forhold  til fysisk , psykisk og social funktionsniveau.

Tilbud om besøg kan udmønte sig i enten et brev med en fastlagt besøgsdato eller et brev hvor borger selv skal kontakte den pågældende forebyggende sygeplejerske for et besøg.
Brevet sendes til E-boks.dk eller med posten.

Ydelsen leveres af forebyggende sygeplejersker fra visitationsafdeling, hvis borger ikke har personlig og praktisk hjælp.

Hvis borger har praktisk hjælp, er det forebyggende sygeplejerske fra hjemmeplejen, der udfører besøget.

De forebyggende sygeplejersker har tavshedspligt.

Der er ikke ret til frit-valg af leverandør på ydelsen.

Ydelsen er omkostningsfri for borgeren.

Ydelsen er et frivilligt tilbud og dermed ikke omfattet af klagemulighed.

Kontakt os

Social- og Sundhedsforvaltningen
Rødovre Parkvej 150
2610 Rødovre
Telefon: 3637 7000

Tidsbestilling

Du kan bestille tid i Borgerservice her eller ved at ringe til Rødovre Kommunes kontaktcenter på telefon 36 37 70 00.

Bestil tid i Borgerservice