Kunstværk
Kunstværket Plantely på Aage Knudsens Strøg hylder Rødovres grønne historie og forbinder byens rødder som gartnerby med et moderne, grønt byrum.
Værket er skabt specifikt til Aage Knudsens Strøg af kunstneren Anne Louise Blicher og består af to dele: en kunstpavillon og en fritstående, skulpturel del. Begge elementer er udført i udskåret aluminium og bemalet med farverig emalje.
Pavillonens konstruktion er designet ud fra naturens egen hemmelige opskrift på at sikre de bedste vækstbetingelser – det såkaldte Fibonacci-mønster. I naturen sørger dette mønster for, at de øverste blade skygger mindst muligt for de nederste, så alle dele af planten får maksimalt sollys og regnvand. I Plantely forskyder de farverige silhuetter i loftet sig ind under hinanden på præcis samme måde som bladene i en trækrone. Det skaber et smukt spiralmønster, som vi også kender det fra sneglehuse, solsikkefrø og grankogler. Når du sætter dig på plinten inde i pavillonen og kigger op, kan du se naturens egne proportioner gengivet i konstruktionen og opleve et rum, der på én gang giver ly og plads til eftertanke.
Plantely er nemlig også en kærlig hilsen til dengang, Rødovre var dækket af gartnerier, mistbænke og blomstermarker. Fra omkring år 1900 og frem til 1980 blev der i Rødovre produceret store mængder grøntsager og blomster, som blev solgt på Københavns torve. I Plantely kan du gå på opdagelse i motiverne fra de historiske afgrøder. I pavillonens loft finder du silhuetter af grønkål, rødkålsblade, blomkålsblade, roser, lathyrus (også kaldet ærteblomst), levkøj og forglemmigej. På pavillonens sider ses detaljer af tulipaner, rødkålshoveder, roser og blomkålsblade. Den fritstående skulptur, der byder velkommen til Aage Knudsens Strøg, er formet som et af de grønne yderblade på et blomkål og er bearbejdet som et tredimensionelt maleri.
Anne Louise Blicher har med Plantely skabt en varm hyldest til områdets historie og til de generationer af mennesker, der gennem tiden har dyrket jorden og skabt liv, vækst og handel i Rødovre.
Gartner Aage Knudsen var en lokal pioner og en markant skikkelse i Rødovres historie. Han drev Rødovres største gartneri fra 1927 til 1975. I 1966 åbnede Aage Knudsen Danmarks første overdækkede storcenter, Rødovre Centrum, netop dér, hvor gartneriet tidligere lå. Grundlæggelsen af Rødovre Centrum markerede et afgørende vendepunkt i byens udvikling fra gartnerland til moderne forstad. Den grønne arv videreføres i dag i den nye gågade, Aage Knudsens Strøg. Med kunsten på strøget hyldes både det, der voksede engang, og det, der skal spire i årene fremover.
Kunstværket Plantely er en gave fra P/S Rødovre Centrum til Rødovre Kommune i anledning af kommunens 125-års jubilæum.
Kategorier
"Udskåret aluminium med emalje" "Anne Louise Blicher"