Forretningsorden

Her kan du læse SeniorRådets forretningsorden og få indblik i rådets arbejdsform, møder og udvalg.

Forretningsordenen beskriver blandt andet regler for mødeafholdelse, udvalg og samarbejde i rådet.

SeniorRådet træder sammen senest 1 måned efter afholdelse af seniorrådsvalg iht. vedtægterne.

SeniorRådet vælger blandt sine medlemmer en formand samt en næstformand.
Næstformanden varetager formandens opgaver i dennes fravær.

Formanden og næstformanden har til opgave at forberede SeniorRådets møder, udsende dagsorden og følge op på beslutninger.

Forvaltningen stiller sekretær til rådighed ved de ordinære seniorrådsmøder samt efter aftale med ældre – og sundhedschefen.

SeniorRådet er ansvarlig for rådets økonomi og aktiviteter.

Dagsorden til de ordinære møder skal mindst indeholde følgende punkter:

  • Valg af ordstyrer.
  • Godkendelse af dagsorden.
  • Godkendelse af referat fra forrige møde.
  • Meddelelser fra formanden.
  • Regnskab og budget
  • Skriftligt referat fra udvalgene.
  • Skriftligt referat fra bruger – pårørenderådet samt madpanelet.
  • Nyt fra SeniorRådets medlemmer.
  • Nyt fra forvaltningen.
  • Eventuelt.

Forslag til kommende aktiviteter optages som særskilte punkter på dagsordenen.
Dagsordenen for SeniorRådets møder udarbejdes af formand og næstformand og udsendes senest 8 dage før næste møde med relevante bilag.
Ønsker et medlem punkter på dagsordenen, skal de være formand eller næstformand i hænde senest 10 dage før det pågældende møde.

SeniorRådet vælger medlemmer til følgende faste udvalg blandt rådets medlemmer.

  • Kultur og aktivitetsudvalget.
  • Omsorg og sundhedsudvalget
  • Bolig – trafik og tilgængelighedsudvalget.
  • Bruger - pårørenderådet 1 medlem for hvert af kommunens plejehjem plus personlige suppleanter.
  • Regionsældrerådet 2 medlemmer, formand samt næstformand, der kan inviteres 1 ekstra deltager.
  • Danske Ældreråd, 2 medlemmer formand samt næstformand.
  • Vestegnen 2 medlemmer formand samt næstformand, der kan inviteres 1 til 2 ekstra deltagere.

SeniorRådet kan til løsning af specielle opgaver, nedsætte ad hoc udvalg.

Udvalgene konstitiurer sig med en formand/tovholder. Det er udvalgenes opgave indenfor eget ansvarsområde, at komme med skriftlige indstillinger samt udkast til høringssvar, der skal godkendes af SeniorRådet.

Henvendelser fra en borger skal besvares af formanden hurtigst mulig, for derefter, at sætte sig i forbindelse med den ansvarlige forvaltning på området.
Ligeledes skal der følges op på, om borgeren er blevet kontaktet af pågældende forvaltning. 
Henvendelse fra borger samt besvarelsen, skal fremlægges SeniorRådet.

SeniorRådets ordinære møde afholdes den sidste torsdag i måneden, dog undtaget i juli og december måned.

SeniorRådet udarbejder en gang om året en årlig mødeplan til vedtagelse i januar måned. Ekstraordinære møder indkaldes af formanden eller når 3 medlemmer af rådet ønsker det.

Er et medlem forhindret i at møde, meddeles det formanden. Ligeledes, hvis et medlem er forhindret i at deltage i eksterne møder, hvor medlemmet har bekendtgjort sin deltagelse.

Suppleanter indkaldes når et medlem er forhindret i at møde i en periode på mere end 3 måneder eller udtræder af SeniorRådet. Suppleanter indkaldes i henhold til det opnåede antal stemmer ved seniorrådsvalget.
Suppleanten forelægges de ledige udvalgsposter og har første prioritet til at indtræde i udvalgene. Hvis vedkommende ikke har interesse i dette, foretages nyvalg til udvalgene.

SeniorRådet er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.
Ved stemmelighed, er formandens stemme udslagsgivende.

Referenten udarbejder et referat fra SeniorRådets møder. Hvert enkelt medlem kan forlange sit standpunkt ført til referat. Referat udsendes til medlemmerne.

Referatet godkendes på efterfølgende møde. Referatet udsendes herefter til Social - og Sundhedsudvalget samt lægges på SeniorRådets hjemmeside.

Formanden udtaler sig på SeniorRådets vegne. Breve og andet skriftligt materiale der udgår fra SeniorRådet, skal underskrives af formand, med mindre andet er besluttet.

Næstformanden er presseansvarlig ved kontakt med medier.

Det er det enkeltes medlem egen opgave, at holde sig ajour med de ældre politiske tiltag.

Ændringer eller tillæg til forretningsordenen kræver et flertal på 2/3. del af SeniorRådets medlemmer.

Den indeværende forretningsorden er vedtaget af et flertal på SeniorRådets møde 25.  maj 2023.

Kontakt os

Social- og Sundhedsforvaltningen
Rødovre Parkvej 150
2610 Rødovre
Telefon: 3637 7000

Tidsbestilling

Du kan bestille tid i Borgerservice her eller ved at ringe til Rødovre Kommunes kontaktcenter på telefon 36 37 70 00.

Bestil tid i Borgerservice