Genbrugsstationen flytter til Islev

Når genbrugsstationen flytter til Islev bliver Genbrugshuset væsentlig større

Den 1. marts 2026 byder Rødovre Kommune borgerne velkommen til en ny genbrugsstation på Sandbækvej 7.

Noget helt særligt ved den nye genbrugsstation er den såkaldte to-niveaus platformsløsning, hvor besøgende kører op på et øvre niveau og kaster affaldet direkte i de nedsænkede containere. Det betyder, at man hverken skal gå på trapper eller lave tunge, høje løft. På platformen vil der være tydeligt afmærkede kørebaner samt skiltning til de enkelte affaldstyper, så det er let at afkode, hvor man skal aflevere hvad. I det nedre niveau er der bl.a. indrettet lokaler, som skal bruges til undervisning. Det er også her, at man kan finde det nye cirka 300 kvadratmeter store genbrugshus. Til sammenligning er det nuværende og meget velbesøgte genbrugshus på Valhøjs Alle på 70 kvadratmeter. Pauli Tvilling, der er ansvarlig for Genbrugshuset, fortæller, at de ansatte i et par år har sat effekter til side til det nye hus. Derfor vil der være masser af genbrugsguld, når det nye hus byder borgerne indenfor den 1. marts kl. 12.30.

"For eksempel har vi udplukket 600 stykker tøj fra al tekstilindsamling i Rødovre, som vil hænge klar, når vi åbner. Netop tøj er noget, mange besøgende efterspørger," påpeger han.

Den nye genbrugsstation er dimensioneret til en årlig kapacitet på omkring 15.000 tons affald. På de travleste dage forventes op mod 600 biler at besøge stationen.

 

Borgerne er vilde med Genbrugshuset

Genbrugshuset åbnede på genbrugsstationen på Valhøjs Alle i efteråret 2021, og fra starten har interessen været overvældende. I 2025 hentede 36.697 borgere 164.720 effekter i Genbrugshuset. Det vil sige, at godt 134 tons effekter blev genbrugt i stedet for at ende i affaldscontainere. Det er en lille stigning fra 2024, hvor 34.400 borgere hentede 135.000 ting svarende til en vægt på 121 tons.