Copenhagen Sprint kommer til Rødovre

01-06-2026
Copenhagen Sprint i Rødovre

Den 13. og 14. juni kommer nogle af verdens bedste cykelryttere gennem Rødovre, når Copenhagen Sprint køres for andet år. Det betyder midlertidige vejafspærringer langs løbsruten.

Copenhagen Sprint er en del af UCI World Tour og samler internationale topnavne i cykelsporten. Både kvindernes løb lørdag og herrernes løb søndag passerer gennem Rødovre på vej mod målstregen i København.

Rytterne kommer ind i Rødovre via Slotsherrensvej fra Ballerup og fortsætter ad Tårnvej, inden de kører videre gennem Hvidovre mod København.

Trafikken bliver påvirket

Løbsruten og de tilstødende sideveje lukkes midlertidigt, mens feltet passerer.

Trafikken i Rødovre forventes påvirket i tidsrummet:

  • Lørdag den 13. juni kl. 14.45-17.00
  • Søndag den 14. juni kl. 13.30-15.30

Afspærringerne etableres cirka en time før rytternes passage og ophæves igen kort efter, at de sidste ryttere og følgebiler har passeret.

Hvis du skal ud at køre i løbsweekenden, anbefales det, at du planlægger din tur på forhånd og tager højde for længere rejsetid.

Oplev cykelfesten

Sidste år fulgte mere end 250.000 tilskuere løbet langs ruten, og arrangørerne forventer igen stor interesse.

På Tårnvej ved Rådhusplænen afvikles den sidste indlagte pointspurt før finalen i København. Her får publikum mulighed for at opleve verdensklassecykling helt tæt på.