Når Rødovre lørdag den 30. maj fejrer sit 125-års jubilæum åbner et stort børneunivers fyldt med fantasi, leg og kendte fortællinger.
Til jubilæumsdagen inviterer Rødovre Bibliotek – i samarbejde med lokale foreninger – børn og familier på en eventyrlig rejse gennem nogle af de mest elskede børnebøger fra de sidste 125 år.
”Fortællinger har en særlig evne til at samle os på tværs af generationer. I børneuniverset fejrer vi fantasien og fællesskabet og giver børnene mulighed for selv at gå på opdagelse i de historier, mange af os er vokset op med,” siger borgmester Britt Jensen.
Eventyret begynder i børnebibliotekets stadehus, hvor Karius og Baktus byder velkommen og udleverer kort over dagens oplevelser. Herfra kan børnene gå på opdagelse i universer med blandt andre Rasmus Klump, Mumitroldene, Lille Virgil, Alfons Åberg, Pippi Langstrømpe og Harry Potter.
Undervejs kan børnene kaste sig ud i en række kreative aktiviteter: Bag pandekager med Rasmus Klump, lav perleblomster fra Mumidalen, mal blækbilleder inspireret af Bennys badekar eller byg et hønsehus med Lille Virgil. Børnene kan også prøve Pippis forhindringsbane eller bygge med genbrugsmaterialer, mens UgleRiget i bibliotekets lille sal byder på en særlig oplevelse med ugler fra Harry Potters verden.
Oplevelser hele dagen
Jubilæumsdagen byder også på trylleshow for de yngste borgere med Miguel el Zorro, kreative aktiviteter med TekX samt historiske lege og workshops. På scenen er der optrædener fra blandt andre skolekor, TempoTanken, Love2dance og Mek Peks Åh Abe Trio.
Derudover viser Viften familiefilm, og på musikskolen kan man opleve en musikalsk tidsrejse for hele familien.
Rødovres 125-års jubilæum bliver dermed en dag fyldt med fantasi, fællesskab og oplevelser for både små og store.
