Juniormesterlære i Rødovre

Juniormesterlære er et undervisningstilbud for elever i udskolingen, der går i 8. eller 9. klasse.

Juniormesterlære er målrettet elever, som ønsker en skolegang, der kombinerer faglig undervisning med erhvervspraktik eller praktisk undervisning.

I tilbuddet får eleverne mulighed for at gennemføre undervisningspligten med udgangspunkt i de to hovedfag dansk og matematik. Samtidig får de mulighed for at få en dagligdag, hvor oplevelserne bliver mange og forskellige, da man er ude i “det virkelige liv”, hvor man igennem erhvervspraktik opnår læring, erfaringer og kompetencer målrettet en fremtidig erhvervsuddannelse.

Målgruppe for juniormesterlæreklassen

Juniormesterlæreklassen er for dig, hvis du:

  • Er motiveret for at deltage i erhvervspraktik to dage om ugen på forskellige arbejdspladser.
  • Planlægger at søge ind på en erhvervsuddannelse, mesterlære eller erhvervsgrunduddannelse efter 9. eller 10. klasse.
  • Har brug for færre fag at fokusere på, fordi du oplever udfordringer i det almene skoletilbud.

Tilbuddet er skræddersyet til dig, der ønsker en kombination af praktisk erfaring og målrettet skolegang.

Juniormesterlæreklassen

I juniormesterlæreklassen får du en skolegang, der kombinerer undervisning, erhvervspraktik og fremtidsafklarende aktiviteter.

Skemaet er opbygget som følger:

  • To undervisningsdage: Fokus på dansk og matematik, som afsluttes på samme vilkår som i folkeskolen.
  • To dage med erhvervspraktik: Praktisk erfaring, der giver indsigt i arbejdsmarkedet og mulige karriereveje.
  • Ugens sidste dag: Varierende aktiviteter med fokus på:
    • Fremtidsafklaring
    • Faglig fordybelse i fx engelsk, naturfag og valgfag
    • Brobygningsforløb til uddannelser og erhverv

Denne 2+2+1 struktur skaber optimale rammer for, at du både får positive skoleerfaringer og bliver mere afklaret omkring din uddannelsesmæssige fremtid.

Der er obligatorisk mødepligt til alle dage.

Sådan kan en uge i juniormesterlæreklassen se ud:

Mandag: Dansk & matematik
Tirsdag: Dansk & matematik
Onsdag: Personlig og social udvikling, brobygning eller faglig fordybelse
Torsdag: Praktik i virksomhed
Fredag: Praktik i virksomhed

Undervisningen

I juniormesterlæreklassen undervises eleverne i hovedfagene, som er dansk og matematik, med henblik på at afslutte 9. klasses eksamen. Disse fag er afgørende for at opfylde kravene til optagelse på en erhvervsuddannelse.

Hver klasse har to faste undervisere, som sikrer:

  • Social tryghed: Et tæt og stabilt læringsmiljø, hvor du kan føle dig godt tilpas.
  • Faglig hjælp: Mulighed for ekstra støtte, når du har brug for det, så du kan udvikle dig og nå dine mål.

Forventninger til eleverne

Juniormesterlære er et frivilligt undervisningstilbud, og det kræver, at eleven er indstillet på at yde en aktiv indsats. Det er vigtigt, at man arbejder for at lære så meget som muligt i dansk og matematik, da der kun er to undervisningsdage om ugen, hvor fokus er på hovedfagene. Eleven skal være klar til at deltage aktivt i undervisningen og udnytte tiden optimalt.

Samarbejdet med klassekammeraterne er også centralt, da det skaber et positivt læringsmiljø, hvor alle får mulighed for faglig, social og personlig udvikling. Derudover forventes det, at eleven udviser nysgerrighed og fleksibilitet i praktiksøgningen. Det indebærer at være åben over for forskellige fagområder, praktiksteder og arbejdstider.

På praktikpladsen skal eleven indgå motiveret og ansvarligt i dagligdagen. Det betyder, at man møder til aftalt tid, udfører de opgaver, man får stillet, og samarbejder med kollegaer på en respektfuld og engageret måde. Disse forventninger er med til at sikre, at eleven får det fulde udbytte af juniormesterlære og opnår både faglig og praktisk erfaring, der kan støtte deres fremtidige uddannelses- og karrierevalg.

Optagelse

Det er elevens grundskole, der i samarbejde med vejleder og forældre vurderer, om juniormesterlæreklassen er det rette undervisningstilbud for eleven. Hvis det vurderes, at tilbuddet passer til elevens behov, bliver eleven indstillet til optagelse.

Efter indstillingen bliver både eleven og forældrene indkaldt til en samtale med en leder, en lærer og en vejleder. Samtalen har til formål at afklare forventninger og sikre, at juniormesterlæreklassen er det rigtige valg for eleven, inden den endelige optagelse finder sted.

Undervisningen i juniormesterlæren foregår på Ungecenter2610, som også er stedet, hvor møder med elever og forældre afholdes. Dette sikrer en tæt dialog og et godt samarbejde omkring elevens udvikling og trivsel.

Hvordan og hvorfor er juniormesterlære det rette for dig?

I juniormesterlæreklassen handler det om at skabe succes for dig og din fremtid. Vores overordnede mål er, at du bliver uddannelsesparat til en erhvervsuddannelse, mesterlære eller erhvervsgrunduddannelse (EGU). Det betyder, at du skal være klar til at vælge, påbegynde og gennemføre en uddannelse efter 9. klasse.

Vi har særligt fokus på, at du viser:

  • Faglig fremgang
  • Voksende tillid til dine egne evner
  • Mødestabilitet og lyst til læring både i praktik og skole
  • Interesse i at udvikle dine kompetencer og opnår større forståelse for egne interesser, styrker, udfordringer og behov

Elever i juniormesterlære, der oplever ændringer i behov eller interesse, har mulighed for at vende tilbage til deres egen skole. Denne mulighed gælder frem til marts måned i 9. klasse.

Erhvervspraktik i juniormesterlæreklassen

Eleverne i juniormesterlæreklassen deltager i ulønnet erhvervspraktik gennem hele skoleåret. Praktikken er en vigtig del af forløbet og tilrettelægges i samarbejde med elevens uddannelsesvejleder og klassens undervisere.

  • Praktikperioden hos den enkelte virksomhed varierer typisk mellem 3-6 måneder.
  • Forløbet kan forlænges, hvis det er gavnligt for både eleven og virksomheden.
  • Undervisere besøger praktikstederne og sikrer, at rammerne for praktikken overholdes.

  • Det er vigtigt, at eleven har en praktikaftale på plads, når der søges om optagelse i juniormesterlæreklassen.
  • Eleven skal selv finde og lave aftalen med praktikstedet.
  • Underviserne hjælper med praktiske forhold som kontrakt, forsikring og andre nødvendige dokumenter.

Hver elev får tilknyttet:

  • En kontaktlærer: Følger eleven tæt i skolen og praktikken.
  • En uddannelsesvejleder fra Ungecenter2610: Støtter elevens udvikling og fremtidige uddannelsesvalg.
  • Der lægges vægt på et tæt samarbejde mellem skole, vejleder, forældre og praktikvirksomhedens kontaktperson. Dette sikrer, at elevens personlige, faglige og sociale udvikling understøttes bedst muligt.

Efter endt praktikperiode modtager eleven i de fleste tilfælde en skriftlig udtalelse fra praktikstedet. Denne kan bruges som en del af ansøgningsmaterialet til fremtidige uddannelser eller praktikpladser.

Praktikken er en værdifuld mulighed for at opnå erfaring og afklaring omkring fremtidige uddannelses- og karriereveje.

Kontakt os

Børne- og Kulturforvaltningen
Rødovre Parkvej 150
2610 Rødovre
Telefon: 3637 7000

Tidsbestilling

Du kan bestille tid i Borgerservice her eller ved at ringe til Rødovre Kommunes kontaktcenter på telefon 36 37 70 00.

Bestil tid i Borgerservice