Kortlægningen af CO2-udledningen fra Rødovre kommune som geografisk område viser, at størstedelen af udledningen stammer fra elektricitet (29 %) og varme (32 %).
Hvis du er boligejer, er du med til at reducere CO2-udledningen, hvis du reducerer energiforbruget i din bolig. Private husholdninger udgør hele 68 % af m2 af det opvarmede areal i Rødovre, og derfor er det vigtigt at sætte fokus på energiforbrug i boliger for at nedbringe CO2-udledningen.
Rødovre kommune oplevede en stor byudvikling op igennem 1960’erne og 1970’erne, og det samlede antal kvadratmeter opført i perioden 1940-1979 udgør 67 %. Dermed er størstedelen af bygningsmassen opført før bygningsreglementet for alvor stillede krav til bygningernes energiforbrug.
Du kan få tips og gratis råd hos sparenergi.dk til, hvordan du skruer ned for dit energiforbrug. Kommunen har også fire indsatser på vej, som skal hjælpe boligejere med at spare energi og udlede mindre CO2.
Borgerettede initiativer i klimahandlingsplanen:
Indsats 5 +6 Energivenlige boliger
Medio 2024 starter vi et treårigt pilotprojekt op, som omhandler energivejledning for private boliger til borgere, som ønsker at energirenovere egen bolig. Det vil blive annonceret og kommunikeret bredt ud, når projektet starter, herunder hvilke kriterier der skal opfyldes, for at kunne søge om energitjek. Indsatsen er en del af Klimaliv-projektet.
Indsats 7 - Energirenovering og bygningskulturarv - livscyklusanalyser (LCA) som kriterium i byggesager
Ældre huses varmetab og energiforbrug er en kendt faktor, der oftest giver et negativt resultat i beregning af en bygnings klimaaftryk. Livscyklusperspektiver er beregninger af det samlede energiforbrug for et byggemateriale – altså den egentlige klimabelastning for et givent materiale i dets levetid, holdt op imod omkostninger såsom produktion af materialet, transport og bortskaffelse etc. I sammenligninger af renovering i forhold til at rive ned og bygge nyt, ses det, at klimabelastningen ved renovering kun er ca. 20 % af belastningen ved at rive ned og bygge nyt.
Vi vil hjælpe borgere med at kvalificere beslutninger om, hvornår det er bedst at renovere i stedet for at bygge nyt, og hvilke materialer, der i et klimaperspektiv kan bruges.
Indsats 8 - Taskforce - viden om klimatiltag
Formålet med en taskforce er at yde inspiration og vejledning til private grundejere om CO2-udledning i hjemmet. Vi har igangsat Klimaliv, hvor det ikke kun er kommunen, der yder inspiration, men hvor borgerne i høj grad også kan inspirere hinanden. Klimaliv er et mødested for inspiration og viden om, hvad den enkelte og hvad vi sammen kan gøre for klimaet. Du kan læse mere om Klimaliv her.